Creuna vinder to Red Dots for rebranding af Land of Hope
Nyhed

Creuna vinder to Red Dots for rebranding af Land of Hope

4. august 2020

Vi går direkte fra sommerferie til champagnesabling i år! Over sommeren fik vi nemlig den fantastiske nyhed, at vores rebranding af nødhjælpsorganisationen Land of Hope har vundet ikke bare én, men to internationale priser ved det anerkendte Red Dot Design Awards.

I juni 2020 gik den danske nødhjælpsorganisation DINNødhjælp i luften med en ny brandplatform og visuel identitet under deres nye navn: Land of Hope. En identitet som vi har hjulpet Anja Ringgren Lovén og hendes skarpe team af hjertevarme samaritter med at konkretisere, udfolde og ikke mindst designe.

Pro bono-projektet har helt konkret udmøntet sig i en splinterny brandplatform med nyt navn, nyt logo, nye farverige ikoner, brandbogen Book of Hope, forskellige typer merchandise og ikke mindst et lækkert website, der samler størstedelen af elementerne. Det er dét arbejde, som nu har kastet to Red Dot-priser af sig i kategorierne Corporate Design & Identity og Brand Design & Identity.

Og det er altså ikke hvilken som helst pris, der er tale om. Red Dot er en internationalt anerkendt designpris, der er et af branchens tydeligste stempler på designprojekter af ekstraordinær kvalitet. Land of Hope-projektet er blevet udvalgt som dobbelt vinder blandt de 6.992 projekter og brands fra 50 forskellige lande, som var indstillet i år. Det er en stor anerkendelse, som vi er enormt beærede og stolte over at modtage.

”Det har været et sandt privilegium at arbejde sammen med Land of Hope, som fra første dag har inviteret os helt ind i det inderste af deres organisation. Det er det niveau af mod, tillid og transparens, der i sidste ende har gjort det muligt for os at skabe en brandplatform og samlet identitet, der rammer nåleøjet for deres værdier og visioner. Vi er simpelthen så stolte over det fælles arbejde, og derfor er det også en kæmpemæssig cadeau til teamet at hive to flotte Red Dot-trofæer hjem for projektet. Og så er det selvfølgelig en ekstra krans på kransekagen, at vi samtidig kan bidrage til at fremme så vigtig en sag, som den Land of Hope kæmper for hver eneste dag.”

- Sara Alvad, Business Unit Director ved Creuna Danmark og kreativ ansvarlig på opgaven.

Du kan læse meget mere om tankerne bag Land of Hopes nye (og nu også prisvindende) brandplatform her.