Creuna præsenterer imponerende årsregnskab for 2017

Creuna præsenterer imponerende årsregnskab for 2017

29. maj 2018

På blot et år har vi i Creuna Danmark vendt et underskud på knap 9 millioner til et imponerende overskud på 6,7 millioner kroner. Grundlaget for den bedrift er et strategisk fokus på den samlede kunderejse, en høj kundeanciennitet og en dedikeret indsats for at finde og fastholde de skarpeste medarbejdere.

Det går i al beskedenhed rigtig godt her i biksen. Creuna kom ud af 2017 med et solidt overskud på 6,7 millioner.

Opskriften er simpel

Det lyder jo som en ren fugl Fønix-historie, men ifølge chefen selv – han får ordet lige om lidt – er der ikke tale om en fundamental ændring i ledelsesstilen. Det handler snarere om, at hele Creuna Danmark nu følger samme, fokuserede strategi.

”Sat lidt på spidsen er det egentlig en relativt simpel opskrift, vi har fulgt. Det har været vigtigt for os at være fokuserede i forhold til hvilke typer kunder og projekter vi tager ind. Vi kan ikke være alt for alle, men til gengæld er vi gode til det vi vælger at lave. Det har resulteret i et flot økonomisk resultat og en gennemsnitlig kundeanciennitet på over 6 år, hvilket er meget højt i vores branche. Når det er sagt, er det i meget høj grad mine dygtige kollegaers fortjeneste, at vi er, hvor vi er nu,” fortæller Roar Nissen.

Yoga, vin og mad, bøger og film

Men hvordan er det så lige, at man fastholder sine dygtige medarbejdere i en tid, hvor folk skifter job som andre mennesker skifter profilbillede? Hos Creuna har vi skabt et miljø, hvor folk er motiverede af deres arbejde, løser opgaver sammen på tværs af fagligheder og har rig mulighed for at hygge sig med deres kollegaer, uden at det nødvendigvis skal handle om user stories, målgruppeanalyser eller pixels. Det kan for eksempel være ved bordtennisbordet, når vi trænger til en pause omkring kl. 14, eller i vores yoga-, mad- eller filmklub.

Og, okay, det skader da heller ikke, at vi blev inviteret på teambuilding på Mallorca sidste efterår, at vi nyder mere end almindeligt god mad fra de dygtige folk fra MØF hver dag, eller at vi fik 25.000 kroner i overskudsdeling med hjem fra sidste julefrokost.

Om den sag siger Roar Nissen:

”Ultimativt lever Creuna af at sælge et hold af de skarpeste digitale hjerner, så vi har fokuseret benhårdt på at rekruttere og fastholde de bedste medarbejdere. Og det føles godt, at vi har rum til anerkendelse. Det har de fandeme fortjent, pardon my French.”

Hvis du er lige så vild med nøgletal, revisionspåtegning og ledelsesberetning som en 6-årig er med fredagssnolder, så kan du finde vores årsrapport lige her.