Microservices er nøglen til fremtiden

Microservices er nøglen til fremtiden

11. august 2017

Microservices er dét, du skal fremtidssikre din virksomhed med. Det lyder måske overdrevet, men software-arkitekturen giver dig ikke desto mindre fart, agilitet, digitalt fokus i organisationen og nye indtjeningsmuligheder. Den er god nok - læs selv med her!

 

Markedet er benhårdt, og kunderne har større forventninger end nogensinde før. Det er den virkelighed, de fleste virksomheder opererer i anno 2017. ‘Tilpas dig, eller bliv et offer for evolutionen’ er mantraet, men hvad er egentlig det tekniske fundament for at drive kontinuerlig innovation og en god digital forretning?

Svaret er microservices. Det lyder måske lidt småkedeligt, og det er i sig selv heller ikke særlig interessant - med mindre du interesserer dig for software-arkitektur. Men det gør du nok ikke, for så var du allerede i fuld gang med microservices.

De muligheder, microservice-arkitekturen giver, bør til gengæld få alle i landets ledelsesgange og bestyrelseslokaler til at ranke ryggen og spidse ører, for det er hér, virksomhedernes fremtid ligger.

Ikke alene er microservices dit værn mod de sværme af startups og disruptorer, der har lagt hele industrier øde. Det viser også vejen til, hvordan du skal indrette din forretning, og åbner muligheder for at skabe helt nye værdistrømme og gør din forretning i stand til at reagere hurtigt på nye kundekrav. Det lyder måske som meget store løfter for en måde at indrette sin software på, men den er ikke desto mindre god nok.

Teknologien - i korte træk

Igen, arkitekturen i sig selv er ikke super opsigtsvækkende, så vi gør det lige hurtigt og overfladisk. Microservices står i modsætning til monolitten, den mere traditionelle måde at strukturere software. Her har du, i store træk, én platform og én teknologi til at styre dit digitale liv. Ét stort system, der klarer det hele. Der er en grund til, at tingene har været sådan engang, og det har før haft sine fordele. Men tiderne er skiftet, og der bliver konstant stillet større krav til agilitet og innovation, og her sejler det store monolit-skib simpelthen for langsomt.

Microservices, derimod, er et virvar af forskellige mini-applikationer med hver deres veldefinerede API’er, som typisk er uafhængige af hinanden. De kan være gode hver for sig, men sammen udgør de et smuktspillende orkester, som kan åbne op for nye forretningsmuligheder.

Microservices snakker nemlig sammen via API’er, så nu kan udviklerne - og ikke mindst forretningsudviklerne - bruge den teknologi, som egner sig bedst til at løse det forretningsmæssige behov. Det er slut med, at IT-chefen proklamerer ‘Vi er et Microsoft hus’, for skal der håndteres en masse transaktioner på meget kort tid, er Googles GoLang nok oplagt til en service, mens .Net kan være oplagt til en anden. Det er, med andre ord, slut med at banke skruer i med en hammer, fordi det nu engang er det værktøj, man ligger inde med.

Altså, hvis vi lige vender tilbage til skibsmetaforen, er den gammeldags systemarkitektur et stort og tungt krigsskib - på godt og ondt - og microservices er en armada af små speedbåde. Og dét gi’r fart og fleksibilitet.

Få fart som de nye 

Vi har længe prædiket, at virksomheder skal blive digitale, hvis de vil overleve, og nu prædiker vi gudhjælpemig altså også, at de skal være digitale på den rigtige måde. Du skal nemlig være konstant årvågen som virksomhed, for digitaliseringen har virkelig sat fart på forandringerne. Du skal holde skarpt øje med dine konkurrenter, du skal tilfredsstille dine krævende kunder, og når som helst kan der komme en ung type med en ny app, som river tæppet væk under din forretning.

Derfor har du brug for at kunne sætte hurtigt ind, hvis konkurrenten finder på noget genialt, hvis kunderne forventer noget nyt, eller hvis din virkelighed bliver vendt på hovedet. Og derfor er det vigtigt, at du manøvrerer med lynhurtige speedbåde og ikke store fregatter.

Din forretning er ikke garanteret en plads i solen i tid og evighed med microservices, men du får fart og agilitet nok til at tage kampene om kundernes kærlighed op.

Sæt IT til højbords 

De mange år, hvor det digitale nød en tilstedeværelse som orlogsmand i firmaets farvande, har betydet, at IT typisk har haft en service-rolle. Træk-et-nummer-så-ordner-IT-det. IT var nogen, man ringede til når man havde behov for en licens til monolitten. Det er så absolut ikke tilfældet, når vi taler om microservices. Med microservices er det nemlig nødvendigt med et meget tættere bånd mellem IT og forretningen. IT går nemlig fra en rolle som leverandør til at blive en aktiv partner i fremtidens forretning.

En tilgang til IT, der er så meget mere aktiv, måske ligefrem offensiv, kræver agilitet i hele organisationen, og det kommer nok til at koste nogle kampe rundt omkring, når it-afdelingen pludselig skal være en del af kerneforretningen - og endda indtage en strategisk rolle. Microservices er på sin vis det endelige dødsstød til silo-tænkningen.

Men det kan sagtens svare sig at skifte software-arkitektur - også selvom det kræver store organisatoriske omvæltninger. Det kan nemlig godt være, at din organisation og dine økosystemer bliver mere komplekse, men det gør dit marked i allerhøjeste grad også.

Få minet dit data-guld 

Vi har talt om nødvendigheden af microservices, de organisatoriske ændrer, den nye arkitektur kræver, og nu kommer vi endelig til det spændende; fordelene.

Det siger næsten sig selv, at der er store gevinster at hente, når opgraderinger og opdateringer kan udføres nemt og løbende, når behovet opstår. Det er også nemmere at onboarde udviklere på en microservices-løsning, for der er kun én service at forholde sig til af gangen. Det er en kæmpe fordel, hvis du skal skalere og udvikle nye services.

Det svære kommer, når du som arkitekt skal danne overblik over de forskellige services, og hvordan de er afhængige af hinanden. Arkitekten får en vigtigere rolle i sådan en løsning, for han skal have et langt mere holistisk overblik.

Tilbage ved fordelene viser det sig også, at når du får skåret ind til benet og kun skal fokusere på én service, har du mulighed for at gå mere i dybden. Og nu bliver det lidt teknisk igen, for her kommer datastruktur ind i billedet. Med monolitten skal du både håndtere data-laget og præsentations-laget i én og samme løsning. Med microservices har du adskilt data fra præsentation, og dine data er struktureret på en sådan måde, at de kan indgå i en masse forskellige sammenhænge. Og skal du trække den helt ud, kan du berige data med intelligens og gøre det endnu mere værdifuldt.

Forvirret? Du får, med andre ord, gjort dine data tilgængelige til alle dine kunder - uanset hvor på kunderejsen de møder din forretning. Og data er som bekendt guld værd, hvad enten den bliver brugt, solgt eller delt.

Del, og du skal få! 

Især dele-tanken giver store muligheder, når det gælder om at holde de krævende kunder til ilden. Der er talrige eksempler på, hvordan data og funktioner er blevet brugt på kryds og tværs i organisationer, men dér, hvor det virkelig bliver spændende, er, når data bliver delt eksternt - endda på tværs af brancher.

Et fint eksempel er samarbejdet mellem Spotify og Uber, hvor din egen playliste spiller, når du træder ind i vognen. En sjov, lille ting, som glæder kunderne og skaber værdi for virksomhederne. En idé, som kan lade sig gøre på grund af microservice-arkitektur.

I vores eget arbejde med Karolines Køkken kom det faktisk bag på os, hvor gode mulighederne for at give sit indhold nyt liv var. Opskriftsdatabasen har fået meget forskelligt liv og mange præsentationslag - eksempelvis i Karolines Køkkens app, på Arlas mange websites og sågar i Bilka-app’en.

Der findes ikke en eneste industri, som kan tillade sig at ignorere en microservice-tilgang. Dels for fart og agilitet, dels for at skifte ITs rolle fra drift til strategi, og dels for at kunne høste fordelene ved de store mængder data, der både bliver synlige og let tilgængelige. Det er sådan set bare at sætte i gang.