Intet nyt fra (South by South) West-fronten

20. marts 2017

SXSW er nok stadig Mekka for alle, der arbejder i spændingsfeltet mellem marketing, kreativitet og teknologi. Men der var længere end forventet mellem de store wauv-øjeblikke. Til gengæld er der stemning og netværk for alle pengene. Og i bedste, amerikanske forstand en konstant opfordring til at bryde normerne og tænke stort. Kæmpestort.

Geek Spring Break bliver SXSW - South by South West for de uindviede - kaldt med et kærligt glimt i øjet. For det giver unægtelig en ret løssluppen stemning, når mere end 50.000 deltagere fra over 80 lande samles for at se de cirka 1.400 arrangementer, der udgør denne Woodstock for Kloge Åger, som fylder det meste af centrum i millionbyen Austin i Texas.

Hypen, buzzen og al nørderiet er nu lakket mod enden i den 9 dage lange festival, der består af separate men overlappende spor inden for Interactive, Music og Film. Tilbage står vi deltagere med nacho-krummer på tøjet og budskaber om fremtiden i tankerne.

Et opgør med teknologifetichismen?

Hvis man havde regnet med at vælte sig i nye gennembrud på årets festival, blev man i mine øjne skuffet. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget der stadig tales om ”gamle” schlagerhits som Augmented og Virtual Reality, kunstig intelligens, content marketing, influencers, osv.

Men det er nok i virkeligheden meget symptomatisk, for godt nok går det stærkt i vores verden, men så stærkt går det altså heller ikke. Og det er faktisk en ret god stikpille at tage med hjem til bureau-hverdagen, at virkeligheden ikke altid følger med udviklingen.

På SXSW befinder man sig hele tiden i grænselandet mellem form og indhold. Man bliver bombarderet med nye måder at nå og engagere sine kunder på. Og det er nemt at blive fristet til at gå hjem og flytte marketingbudgettet over til mikro-influencers eller til at sætte gang i et virtual reality-projekt.

Men heldigvis står det også lysende klart, at der er et stigende fokus på indhold og substans. Autentisk marketing, mere relevante digitale oplevelser og dyrkelsen af klassiske storytelling-dyder er budskaber, der går igen og igen i Austins forårssol. Måske var SXSW 2017 det endelige dødsstød mod teknologifetichisterne. I så fald; tak for det.

Buzz Aldrin

Tænk stort – og pas på kvalmerefleksen

Festivalen repræsenterer og hylder i høj grad den digitale demokratisering, hvor alle kan få succes, hvis man bare opsøger sit held og tager chancer. På den måde er mange indlæg på SXSW indbegrebet af den klassiske amerikanske drøm.

Og i bedste amerikanske stil skelner oplæggene sjældent mellem om det drejer sig om udviklingen af dit privatliv, din karriere eller din millionvirksomhed. Uanset hvad, så er det bare ”never stop exploring”, som NASA-legenden Buzz Aldrin sagde til et af konferencens mest klaustrofobisk pakkede og buzzede oplæg. Undskyld, men den lå altså lige til højrepoten.

For en småkynisk dansker som mig fremkalder den slags opfordringer altid en lille smule kvalme. Især når det kommer fra ret kuriøse afsendere som hr. Aldrin, der måske nok har gået på månen, men jo ret beset ikke er ekspert i hverken personlig udvikling eller virksomhedsdrift. Men nuvel; mandens udsagn er jo ikke forkert, det er bare lidt åbenlyst for de fleste af os.

For nu at blive i kvalmeland var et gennemgående tema på SXSW, at visionen altid skal være større end løsningen. At man næsten ikke kan tænke for stort, for vi havde ikke siddet i Austin, hvis vores forfædre bare havde forsøgt at skabe en lidt bedre vandmølle eller avle en lidt stærkere hest. Man fristes et par gange til at råbe ”No shit, Sherlock”, men man holder sig i skindet og nøjes med at udvandre fra oplægget og finde et andet vandhul i Austin.

Det hele har dog ikke været højtflyvende og halvfilosofiske tanker fra astronauter og krea-turtlenecks, for der var også rig mulighed for at blive klogere på konkrete, jordnære emner. Jeg vil derfor gerne dele fire af de vigtigste pointer, jeg er stødt på, med jer.

1. Facebook Video Ads gi’r markedet baghjul

På marketingsiden understregede serieiværksætteren Gary Vaynerchuck, at Facebook Video Ads ligger langt under markedsprisen, og ifølge ham er det den aktuelt bedste og billigste måde at få forbrugernes opmærksomhed på.

I en intens Q&A-session fik den hurtigsnakkende marketingmastodont pointeret, at man får op til 10 gange mere for sine penge ved at bruge Facebook Video Ads, end på de mere overvurderede kanaler som programmatic buying, hvor et program køber digitale annoncepladser, og outdoor, der er den gode, gamle plakat- og billboardmarkedsføring. 

Vaynerchuck, der på ganske kort tid har opbygget det succesfulde Vayner Media, har selvfølgelig en agenda at passe, men alligevel er hans udsagn en overvejelse værd, når marketingmixet bliver sammensat.

2. Influencers tager hovedrollen i indholdsproduktionen

Det rigtige indhold er stadig en gylden nøgle til relevans og opmærksomhed. Og enkeltstående kreative og influencers spiller en stadig større rolle i det spil. Drengene bag den lettere provokerende Instagram-profil @FuckJerry har banket et bureau op, der nu hjælper virksomheder som Burger King med at komme i øjenhøjde med deres målgruppe.

Det samme har den kreative videoproducent Casey Neistat, hvis virksomhed nu er solgt til CNN efter han har produceret nogle ret anderledes reklamevideoer for blandt andet Nike. Tjek i øvrigt hans seneste video, der netop hylder den individuelle kreativitet. Med titlen “Do what you can’t” er den lidt for meget, men alligevel ret inspirerende.

3. Sæt strøm til robotterne

På teknologisiden virkede det som om, at der var chatbots i hver tredje indlæg. Det for mig mest interessante indlæg på den front kom fra Dharmesh Shah, der er medskaber af verdens nok største platform til inbound marketing, HubSpot. Hans påstand var, at chatbots er ”den mest interessante teknologi i det her årti” – og at det har eller får en større indflydelse end smartphonen.

Det sidste kan man nok diskutere, men pointen var klar: teknologien er moden, formatet er det mest intuitive, der findes. Botterne kan i dag gå ind og gøre en konkret og markant forskel i mange sammenhænge - kundeservice, marketing, forretningsudvikling og kommunikation. Det er sådan set bare at sætte i gang.

Shah har en vis pondus, for hans team har bygget den nok mest anvendelige business chatbot derude, GrowthBot, som det kan anbefales at tage et nærmere kig på, hvis man arbejder med marketing og salg. Du kan i øvrigt også læse mere om chatbotter lige her.

SXSW

4. VR: Virtual Reality eller Varm Røgelse?

Man kan heller ikke vende sig om i Austin uden at rage ind i en eller anden form for ”virkelighed” – altså Virtual Reality eller Augmented Reality, som i øvrigt i stigende grad smelter sammen. Der er dog stadig langt mellem snapsene og den virkelige relevans. I hvert fald for VR. God brug af AR er der enkelte gode eksempler på, som for eksempel National Geographics promovering af den nye serie Genius. Men svalerne er så enlige, de burde give op og få et par katte.

Virtual Reality har stadig en del års arbejde tilbage, før det bliver virkelig fedt. Perspektiver er der ellers nok af; kontaktlinser, der placerer dig midt i computerspillet, hologrammer, der gør det muligt at holde i møder i virtuel virkelighed, for slet ikke at tale om mulighederne for at lave undervisning eller operationer fra distancen.

Men stemningen på scenen var ret entydig; der går 5, 10 eller måske 20 år, før Virtual Reality for alvor sætter dagsordenen. Det siger ikke så lidt, når det kommer fra venturekapitalister som Mike Maples , der har formået at skyde penge i virksomheder som Twitter og Lyft på det helt rigtige tidspunkt.

Tag afsted for oplæggene, kom tilbage for stemningen

2017 var min South by South West-debut, og det er derfor nærliggende at spørge sig selv, om outputtet er 5-6 dages fravær værd - plus selvfølgelig en pæn sjat penge, for guderne vil vide, at hoteller og restauranter i Austin sætter priserne op på Gulddreng-niveau under SXSW. 

Den korte konklusion er; ja – SXSW har været en fed oplevelse og ulig alle andre konferencer. Hvis man som jeg er utålmodig af natur, så bliver man frustreret over ventetider og overbookede oplæg. Og så synes jeg bundniveauet på oplæggene er for lavt. De kunne for min skyld godt halvere programmet og fokusere på mere kvalitet. Men det er jo USA, og money talks, så det sker nok ikke.

SXSW

På plussiden står muligheden for at høre de personer, der sætter gang i bevægelserne, som kommer til at påvirke os de kommende år. Og så ikke mindst det faktum, at hele Austin er fyldt til bristepunktet med folk, der lever og ånder for kreativitet og teknologi. Det betyder, at der foregår sindssygt mange uformelle, faglige udvekslinger. Når man deler en taxa, når man står i kø til et event eller når man mødes på barerne om aftenen.

At have fem dage til at fordybe sig og undre sig, blive provokeret og inspireret, diskutere og sparre, er en gave. Og det er lige præcis dét, som SXSW efter min mening kan. Og det gør faktisk hele turen værd. 

Roger, over, and out.