Creuna Distilled: Branded Commerce
Creuna Distilled

Creuna Distilled: Branded Commerce

2. maj 2019

I denne udgave af Distilled kigger vi på paradokset Branded Commerce. Hvorfor er det et paradoks, spørger du? Det er det, fordi vi taler om en sammensmeltning af en emotionel brandoplevelse og en logisk købsoplevelse. Det giver sig selv, at det ikke er nemt at lykkes med at tale til både hjernen og hjertet på samme tid, men der er dog alligevel en række brands, som i høj grad har fat i den lange ende, når det kommer til Branded Commerce. Dem vil vi gerne dedikere denne måneds Creuna Distilled til.

Spoiler: Hvis du (også) synes, at Branded Commerce er hamrende spændende, så kan du blive endnu klogere til vores Branded Commerce-konference den 18/6. Læs med til sidst, og få adgang til early bird-billetter og en helt særlig vennepris.

Rapha

Det britiske cykelsportmærke, Rapha, som er opkaldt efter et tidligere cykelhold (og en drink), har siden 2004 samlet folk i cykelsportens navn. Gennem deres stærke brand (og passion) sikrer de igen og igen, at deres kunder får en oplevelse, der strækker sig langt udover en transaktion:

“I cykling findes der et hav af uskrevne regler for, hvordan en cykelrytter bør være klædt. Man bruger altid hvide sokker, og man er “ulirens”, hvis man har cykelhjelm på, efter man er stået af cyklen. Cykelsporten har i mange år tiltrukket og fascineret modeskabere, som eksempelvis designeren Paul Smith. Britiske Rapha er et af de brands, der har formået at gøre mænd i stramme trikoter til stilikoner. Det er ikke alene deres evne til at designe kvalitetsprodukter, som har gjort brandet populært. Rapha har formået at gøre deres butikker til “clubhouses” og har ofte dannet rammen for storskærmsevents for ligesindede, der lever og ånder for cykelsporten. Det afspejler sig også tydeligt på deres website. Her har de formået at skabe en experience commerce-løsning, der vækker sanserne i den indre cykelrytter. Med et lækkert billed- og videomateriale sælger man følelsen af sidde på cyklen, alt imens man kan scrolle igennem de lækre produkter. Med spændende meningsdrevne artikler og en spækket eventkalender er der rig mulighed for at interagere med og fordybe sig i brandet. Sidens design er simplistisk, lækkert og utroligt stramt – præcis som tøjet”.
–  Martin Fabricius, Lead Digital Designer

Lego Wear

LEGO Wear smelter på fornemmeste vis de fysiske oplevelser sammen med digitale salg. Ved at turde udforske nye digitale platforme og teknologier får de bygget en bro mellem kunder, LEGO-fans og stærke engagerende oplevelser:

“Tilbage i februar måned stod LEGO Wear bag en super-interessant nyskabelse. Der åbnede de nemlig en pop-up-butik i en fashionabel del af London. OK, den del er måske ikke så nyskabende, men det fede her var, at de var gået sammen med Snaphat om projektet, og at butikken var virtuel. Kun ved at scanne en Snapcode kunne de besøgende opleve butikken med selve kollektionen og en DJ i baggrunden. Projektet blev skabt for at sætte fokus på LEGO Wears nye kollektion til voksne, men jeg synes faktisk det mest interessante er, hvordan de formåede at mikse det fysiske rum med den digitale oplevelse på en elegant måde”.
– Sara Green, Senior Client Manager

Arla

Arla har mange flere brands, end man lige regner med, og alligevel lykkes de gang på gang med at skabe unikke oplevelser, når det kommer til commerce. De lykkes, fordi de dykker ned i, hvad der er vigtigt for kunden i de specifikke købssituationer og tager højde for kundernes behov:

“Arlas opskrift-univers er en af de største og mest besøgte i Danmark. Med den seneste udvidelse, hvor brugeren kan lægge hele opskrifter eller madplaner i indkøbskurven gennem Arlas samarbejdspartnere, forlænger Arla kunderejsen med endnu et relevant skridt. Det taler i høj grad ind i convenience-behovet hos brugerne i dag, og det viser, hvor gode Arla er til at forstå deres brugeres behov. Arlas Click&Cook gør Arla endnu mere aktuel inden for Food Inspiration, fordi det på en let og brugervenlig måde lukker gap’et mellem inspiration og commerce. Ikke alene kan brugerne nu finde inspiration – de kan også konvertere det til en simpel og overskuelig indkøbsliste, få ingredienserne leveret direkte til døren og selvfølgelig vende tilbage til Arlas univers og finde opskriftinstruktioner og gode tips og tricks. Det er et interessant spring for Arla, fordi det også åbner op for en masse muligheder for videreudvikling af konceptet, når det rykker ind i deres opskrift-apps eller værktøjer, såsom Tøm Køleskabet”.
- Pernille Grand, Senior Client Manager

Simply Chocolate

Det bliver ikke mere simpelt end Simply Chocolate. Selvom de på mange måder har brudt med de strikse chokoladetraditioner, formår de stadig at kombinere ‘new nordic urban gourmet’-chokolade med back-to-basics-principper – alt imens deres brand kan mærkes i alt, hvad de laver:

“Simply Chocolate er et commerce-brand, der virkelig har forstået branding-delen. Det kan være svært at sælge et fysisk produkt online, for i modsætning til den fysiske butik har man ofte kun det visuelle at arbejde med på et website. Grænsen mellem det digitale og det fysiske er dog næsten udvisket, når man besøger simplychocolate.dk. De har formået at sætte deres produkt så meget i fokus, at man næsten kan føle på det. I et univers af friske farver og fremhævede, fritsvævende ingredienser er det svært ikke at blive lækkersulten, og de fristende chokoladebarer virker faretruende tæt på – på trods af at de skal bestilles og leveres, før man kan sætte tænderne i dem. Det er derfor, jeg synes, at Simply Chocolate gør det så godt – de mindsker den barriere, der ofte kan opstå i en online købssituation ved at sætte produktet så tæt på brugeren”.
- Mathilde Kjær, Digital Designer

Bang & Olufsen

Bang & Olufsen rimer på mere end bare god kvalitet og lækkert design. De rimer også på Branded Commerce. Med et bredt sortiment af alt fra radioer, højtalere i hjemmet, TV’er, telefoner til auditive løsninger til bilen skaber B&O nemlig købsoplevelser, der rækker en del længere end blot en nem transaktion:

“Man kan ikke sige Branded Commerce uden at sige Bang & Olufsen. Som et af landets stærkeste brands og vel nok Danmarks førende virksomhed inden for high-end-design, er det selvfølgelig interessant at se i retning af virksomheden fra Struer. Deres digitale tilstedeværelse er sublimt strømlinet og er en gennemført brandoplevelse. Deres visuelle side er skarp, og alle kanaler er fint integrerede – og Call To Action-knappen er altid tæt på. Når de så samtidig laver fine ting som f.eks. deres seneste co-lab med Rimowa  og et interaktivt, legende og kreativt miljø som CREATE, så må man give den snart 100 år gamle virksomhed, at de i den grad er kommet ind i den digitale brand-tidsalder”.
– Sara Alvad, Lead Brand & Communication Consultant, Team Lead

Sinful

Siden 2008 har den digitale sexshop Sinful været på en rejse fra at være en digital iværksættervirksomhed til i dag at definere kategorien sexlegetøj som helhed – alt imens de bevarer deres personlige brand og kombinerer passion, rådgivning og produktsalg på bedste vis:

“Sinful er en interessant historie på flere niveauer. For det første på grund af deres succes. De er blevet Gazelle fire år i streg og vandt markante eCommerce-priser i både 2017 og 2018. For det andet, fordi de har gjort sexlegetøj mainstream. De er vanvittigt dygtige til at få PR, og de er nærmest blevet synonyme med selve kategorien sexlegetøj. For det tredje, fordi Sinful formår at skabe en gennemført købsoplevelse med et produkt, der kan være personligt og måske endda ømtåleligt. Gennem deres uformelle tone of voice, deres rådgivning og deres personlige iscenesættelse omkring produkterne, får de nedbrudt barriererne for at købe sexlegetøj. På den måde udlever de deres vision om at fremme “better sex with toys””.
Kristoffer Okkels, Marketing & Business Development Director

Hvis du ikke kan få nok Branded Commerce eller bare gerne vil have goodiebag’en fyldt med inspiration, strategisk input og konkrete idéer, du selv kan implementere, så er vores kommende konference uden tvivl noget for dig. Og foruden en skarp early bird-pris kan du lige nu få yderligere 30 % på billetprisen. Det eneste, du skal gøre, er at indtaste verdens måske længste rabatkode ved tilmelding: SpecialPriceForYouMyFriend. Tilmeld dig her.