Creuna Distilled #48

Creuna Distilled #48

16. august 2018

I Creuna elsker vi det digitale, og vi kan ikke lade være med at scoute nettet for de nyeste cases, de skarpeste trends og de mest brugbare værktøjer. Når vi falder over noget særligt fedt, ryger der links frem og tilbage mellem skærmene. I denne uges Distilled får du guides til en smartere og mere imødekommende marketing samt tips og tricks til at sortere i nutidens uendelige mængder af information.  


In the (bad) name of Marketing

I takt med den digitale transformation har de hårdtarbejdende marketingafdelinger fået en myriade af kanaler, de kan bruge som deres digitale legeplads. Nye kanaler giver nye muligheder, og som alle andre børn på legepladsen, vil marketers også gerne nå at lege med det hele på den halve tid. Og så har vi udfordringen.

Digitalt er blevet hyldet som svaret på mere personlig, målrettet og relevant marketing, men hvis man ikke passer gevaldigt på, ender det evigt voksende tag-selv-bord af fede marketingmuligheder med at give vores målgrupper madlede. Så… Det er endnu engang tid til at støve sine gamle Seth Godin-bøger af, tage en dyb indånding og på vegne af sine målgrupper stille spørgsmålet: ”WIIFM” (til de, der endnu ikke taler flydende akronymsk, er det naturligvis What’s in it for me?).

Mangler du argumenter for at skrue ned for kanalmix’et, er du forvirret over de mange nye muligheder, eller har du bare behov for at bitche over marketing generelt, så er denne artikel lige noget for dig.

Bliv flov på dit fags vegne her 


UX Writing er det nye sort

Hvad får du, hvis du tager den skarpeste UX-designer og den mest ordflirtende copywriter, du overhovedet kan forestille dig og blander deres - på hver sin måde - gode gener?

Svaret er en UX Writer, en unik pode, som drysser små magiske og brugervenlige mikrodialoger ud over dit digitale produkt.

For ligesom at UX-designere er verdensmestre i at kreere smartere interfaces, og copywriters er til at bruge de rette ord til at tiltrække nye brugere og sælge dit produkt, så er UX Writers (på trods af deres korte levetid som selvstændig disciplin) verdensmestre i at bruge de helt rigtige ord til at guide, fastholde og gå i dialog med brugerne, så de får en intuitiv og positiv oplevelse med dit produkt.

Men inden du giver dig i kast med det lille reagensglasbarn og håber på den mest betagende kombination af usability og copy, så læs hellere lige disse do’s and don’t’s:

Få det bedste ud af dit produkt med UX Writing

Influencer marketing og ’the Three Circles of Bullshit’

Hold på hat og briller og lad lige den overfyldte kaffekop stå. Nu bliver det interessant. Mark Ritson tager dig nemlig en tur gennem faldgruberne ved influencer marketing. Du ved, den form for marketing, som bliver præsenteret af aperol-drikkende, selfie-afhængige reklamesøjler med en SoMe-følgerskare på størrelse med Beyoncés bankkonto. Mark Ritson kalder faldgruberne for ’the Circle of Bullshit’ – og der er tre af dem. Så hvis du overvejer at kaste alle dine marketingkroner efter de (måske ikke så) indflydelsesrige SoMe-konger og -dronninger, så læs hellere lige det her:

Læs mere om, hvad der får folk til at dele ballebilleder her


Et kig i krystalkuglen: Sådan forudsiger du (ikke) fremtidstrends

Trendwatching hænger ikke nødvendigvis sammen med sociale medier og uendelige mængder af information. I hvert fald ikke hvis man spørger Richard Watson, som lever af at forudsige morgendagens digitale behov (og som ikke har en Twitter-profil). Han mener derimod, at vi bør opbygge et informationsfilter, som sikrer os den horisontudvidende information og ikke den almene viden, som ja, er almen.

Her er et lille hint: Du finder ikke nyttig information gemt mellem Endomondo-opdateringerne, babybillederne og de dagbogslignende statusopdateringer på Facebook. Richard Watson udfordrer dig derimod til at slukke telefonen, logge af de sociale medier, blokere Wikipedia og tale med fremmede mennesker. Tør du det?

Bliv klogere ved at læse mindre her