Creuna Distilled #20

Creuna Distilled #20

2. november 2017

I Creuna elsker vi det digitale, og vi kan ikke lade være med at scoute nettet for de nyeste cases, de skarpeste trends og de mest brugbare værktøjer. Når vi falder over noget særligt fedt, ryger der links frem og tilbage mellem skærmene. I Distilled deler vi én gang om ugen de bedste med dig. Et indkog af brugbar viden og fun facts, som du kan imponere med over frokosten. 

 

“Det er verdens dårligste idé!”

… er sjældent det du har lyst til at høre, når du pitcher et projekt til chefen eller dine kolleger. Men for fremtiden kan du bare sige, at du - med fuldt overlæg, selvfølgelig - praktiserer wrong thinking: En tilgang til idégenerering der går ud på, at man bevidst leder efter den værst tænkelige løsning på et problem for at eliminere kassetænkning, udfordre status quo og bruge sin fantasi.

Kom i gang med at få dårlige idéer her

 

Airbnbs gode designidé

Om Airbnb er startet med at praktisere wrong thinking ved at spørge sig selv: “Hvordan kan vi gøre vejen fra sketches til prototype så besværlig som overhovedet muligt?” er svært at sige. Uanset vejen derhen er de kommet frem til noget, vi godt tør kalde en rigtig god idé: Airbnbs designere har lært en computer at oversætte deres skitser til prototyper og komponenter - live.

Bliv godt gammeldags imponeret her

 

Maslow oversat til tech

Inden du giver dig i kast med at oversætte kruseduller til wireframes eller bygge et pragteksemplar af en voice assistant med Artificial Intelligence, anbefaler denne artikel, at du liiige holder på hestene engang. For nok er det fristende, hvis man gerne vil være sådan lidt tech forward, at springe direkte til spørgsmålet om, hvordan du skal bruge AI. Men først er det værd at overveje, om din virksomhed overhovedet er moden til det. Vi kan afsløre, at det handler om at have styr på fundamentet (dataindsamling, dataflow og data cleaning), inden du banker de ornamenterede søjler op (analyse, testmiljø og AI).

Se sandheden i øjnene her

 

 

Farvel fejlkøb

Vi suser videre til nogen, der lader til at have helt styr på både fundament og søjler, men først: Kan du genkende påstanden om, at vi kun bruger cirka 20% af indholdet i tøjskabet? At du altid trækker i en variant af yndlingsjeans og blød strik, mens den blomstrede skjorte du købte i din eksperimenterende periode drukner i skabets dyb? Det problem vil Finery løse for dig. De bruger nemlig AI til at logge hele dit garderobeskab digitalt. På den måde kan du altid se, hvad der ligger hjemme i skuffen, hvordan det passer sammen og få foreslået nye køb, der matcher dine favoritter.

Forestil dig en verden uden fejlkøb her

 

Amazon går efter lommepengene

Nu vi er ved shopping, så lad os lige vende Amazon for Teens. Amazon har lavet denne type konto for at facilitere autonom teenageshopping hos detailgiganten. Forældrene skal bare godkende købet med en sms, og så skæpper det i kassen hos Amazon. Hvis man af uforklarlige årsager stoler rigtig meget på sin teenager, kan han få et vist beløb at fyre af på Amazon hver måned, uden kontrol.

Overvej tillidsforholdet til din egen teenager her

 

Gik du glip af de seneste Creuna Distilled? 

Fortvivl ikke, vi har samlet dem til dig her: