Creuna Distilled #10

Creuna Distilled #10

24. august 2017

Hos Creuna elsker vi det digitale i alle afskygninger, og vi bliver helt elektriske, når vi browser internet, der handler om endnu mere internet. Så deler vi links hér, dér og allevegne, og hver uge deler vi så vores favoritter med omverdenen. Et destillat af den type links, der sagtens kan forsvares som arbejdsrelevante. 

Forældre-app: Kør pænt, knægt - eller der vanker Phil Collins 

Toyota står bag et festligt tiltag mod den uhyggeligt dårlige cocktail, der hedder hormonelle teenagehjerner og nyerhvervede kørekort. Bilmærket har nemlig fået udviklet Safe & Sound-app’en, som kobles op til bilen. Ved mere end 15 km/t lukker teenagerens telefon af for opkald og notifikationer, og kører knægten for stærkt for at imponere pigebørn, straffer bilen ham med forældrenes Spotify-playliste. Og der intet, der kan slukke et flammende hormon-bål som uønsket Poul Krebs, Boney M og Venter På Far. Snedigt og passiv-aggressivt, som kun forældre til teenagere kan være det.

Glæd dig over, det ikke fandtes, da du var ung hér:

Helikopter-renaissance: Rejs dig, Fugl Føniks, og flyv, flyv (rigmænd til Martha’s Vineyard) !

Har du ti minutter? Godt, så kig med her og få historien om helikopterens storhed, fald og mulige genkomst som forretningsmændendes foretrukne fuck-you-fartøj. Bloombergs lille dokumentar har det hele; Manhattan, nostalgi, nålestriber, helikoptere, drama, Donald Trump og sidst, men absolut ikke mindst, fremtiden for alle smådrenges - og skurke i actionfilms - våde drømme. Og fremtiden står heldigvis skrevet med apps, electricitet og sci-fi-choppers!

Lad dit indre barn begejstre her:

LinkedIn: Ny chatfunktion til dig, der ikke kan få karriere nok! 

Linked-In har længe været nummer ét, når det gælder om at tjekke græsfarven på den anden side, læse om dine studiekammeraters ulidelige succes og høre tidligere kollegers banale business-anekdoter med you-go-girl moraler. Nu får Microsofts sociale medie en chat-funktion, som er en grundig SWOT-analyse værdig. Den må du selv lave. Vi vil bare konstatere, at det digitale Rolodex nu har fået fart og altid-online-pres som de andre SoMe-tidsrøvere.

Opret forbindelse til konsekvenserne hér:

Marketing: Incest, drager og IKEA-skind 

IKEA er efterhånden lige så skægt at følge på afstand, som det er træls at opholde sig i i virkeligheden. Ingvar Kampmanns evigt unge varehus har nemlig været hurtige til at samle stafetten op, da Game of Thrones’ kostumedesigner afslørede, at Jon Snow og hans mur-mænd i virkeligheden var iklædt skind fra IKEA. Varen, med det vanligt fjollede navn SKOLD, har nemlig fået en instruks med, så du med få sakseklip kan komme til at ligne Westeros’ fremmeste. Eller en komplet galning.

Vid mere end Jon Snow hér:

Ugens AI-karrieremord: Stockfotobranchen står for skud 

Der er dårligt nyt for de folk, der handler med billeder af multietniske kolleger, børn og dyr i skøn forening, IT-brugende ældre og videnskabsfolk, som stirrer på reagensglas. Nogle tarvelige typer har nemlig udviklet en algoritme, der automatisk kan fjerne billedernes vandmærker, så anløbne elementer kan pryde sig i stjålne fjer. Betyder det så, at stockfotobranchen må lukke og slukke? Nej, for de selvsamme herlige typer har fundet en løsning - flyt vandmærket vilkårligt, så virker algoritmen ikke. Betyder denne historie så overhovedet noget? Pfff!!! Selvfølgelig gør den det, for det lader til, at algoritmer kan knækkes ved hjælp af menneskelig sjusk og slendrian! Besvar Gondors kald og red menneskejobs med tilfældigheder!

Bliv oprørt og beroliget igen hér:

Intelligent mad: Yuppie-ovnen er landet - og den er smart!

Det her er snedigt. En intelligent ovn og en abonnementsservice på sund mad kunne godt gå hen og blive en gamechanger i skamfuld-hurtigmad-industrien. Køb ovnen, som kan dampe, varmlufte og grille, abonnér på tre ugentlige måltider, scan koden på den sunde ret, du har fået leveret, et voilá; Et sundt måltid 15-20 minutter senere - uden brug af hverken frost eller mikrobølger. Der er næsten fuldt hus i hypes.

Køb din tilværelses-letter-gadget her:

IT-nostalgi: Hvil i fred, gamle tidsrøver! 

I disse urolige tider er det rart med noget nostalgi at besinde sig med. For hvad skete der egentlig med alle de programmer, som fyldte din hverdag? De funktioner, billeder og lyde, som var en del af dagligdagen, men pludselig forsvandt? Tag en slentretur ned af nostalgiens bittersøde sti, og sig ordentligt farvel til de gamle stjerner som MSN Messenger, Picasa, Vine, Grooveshark, LimeWire, Flash Player og alle de andre gamle veteraner.

Bliv mindet om tilværelsens forgængelighed her:

 

Gik du glip af de andre Creuna Distilled? 

Fortvivl ikke, vi har samlet dem til dig her: