Brug kunstig intelligens til at servere ægte madoplevelser

Brug kunstig intelligens til at servere ægte madoplevelser

5. december 2017

Det kan være svært at finde ud af, hvordan data, kunstig intelligens og alle de andre buzzwords skal gøre en reel forskel for helt almindelige virksomheder. Derfor har vi i denne artikel samlet tre gode eksempler fra det virkelige liv på, hvordan AI skaber værdi for fødevarebrands og deres kunder.


Vi har tidligere prædiket om Big Data, og hvis du er som de fleste, er du kun liiige ved at få styr på det begreb.

Nu kommer vi og de andre digitale spåmænd derude gudhjælpemig og siger, at du allerede skal rykke videre til næste niveau; nemlig at finde ud af, hvordan du skal bruge dine data og skabe værdi for dine kunder ved hjælp af kunstig intelligens.

Hvis du er lidt skeptisk, forstår vi dig godt. For indtil videre har hypen omkring kunstig intelligens blæst begrebet op som noget super komplekst, der har været forbeholdt tech-giganterne i Silicon Valley. Men sådan behøver det ikke være. 

Plantemad på formel

Vores første eksempel til inspiration er den danske start-up Plant Jammer. Historien om Plant Jammer begynder med Michael Haase, tidligere konsulent i McKinsey og nuværende plantemadsentusiast og -iværksætter.

Inspireret af et ønske om at spise flere grøntsager og en stærk aversion mod opskrifter der krævede et væld af obskure ingredienser fra den lokale helsekostbutik, fik Michael Haase idéen til Plant Jammer: En app, der sammensætter en velsmagende grøntsagsret ud fra de ting, du allerede har i køle- og køkkenskabene.

Den kunstige intelligens, der er hjertet i Plant Jammer, sørger med andre ord for, at du kan freestyle med ingredienser og smage uden at risikere at ende med en uspiselig ret. De vil have dig til at jamme i køkkenet som en avantgarde jazz-trompetist på Montmartre.

De algoritmer, der ligger bag Plant Jammer sikrer nemlig, at din ret kommer til at indeholde alt det, der kendetegner et godt måltid. Det vil sige de fem grundsmage og en række forskellige konsistenser (knasende, blødt, cremet, osv.)

Hør Michael forklare, hvordan de bruger kunstig intelligens: 

Vi tør godt kalde god, bæredygtig, plantebaseret mad for én af de dersens tendenser, så mon ikke Plant Jammer bliver en succes.

Det er bar’ müsli

Fra startup til en global fødevaremastodont. Kelloggs bruger kunstig intelligens, i form af IBM’s supercomputer Chef Watson, til at sælge skræddersyede morgenmadsprodukter brandet som Bear Naked.

Chef Watson har, ikke ulig Plant Jammer, analyseret 10.000 opskrifter, og derfor kan Bear Naked foreslå en müsli til dig, der indeholder den perfekte sammensætning af kanel, edamamebønner og hørfrø - eller hvad der nu får dig op om morgenen.

Kunderne er vilde med det, fordi de kan gøre produktet til deres helt eget. Følelsen af ejerskab og stolthed over deres produkt får dem til at dele deres müsliblanding på de sociale medier, så Bear Naked får en masse værdifulde ambassadører.

Et interessant og værdifuldt biprodukt er den store mængde data, Kelloggs får ind via Bear Naked-sitet. Den bruger de til at få et realtids-billede af kundernes præferencer for smag, ingredienser og sammensætninger. Kort sagt: Hvad deres kunder har lyst til at spise.

Madplaner made simple

Nu er du jo landet på Creunas domæne, så forhåbentlig får du ikke et spontant hjertetilfælde, når vi nu hiver et eksempel ind fra egne rækker.

I vores arbejde med Karolines Køkken har vi nemlig været med til at udvikle Karolines Madklub - en digital håndsrækning til madlavningen. Karolines Madklub er en videreudvikling af Karolines populære, analoge opskriftsunivers.

Karolines Madklub er en digital service, der gør jagten på madinspiration nemmere, og som bliver klogere (cue kunstig intelligens) i takt med, at du bruger den. Det vil sige, at hvis du konsekvent takker nej til boller i karry på din menu, så finder Karolines Madklub ud af, at den ret er du ikke så pjattet med.

Til gengæld får du flere af de retter og mere af den konsistens og smag, som du elsker.

Hvordan kommer du så i gang?

Nu er du sikkert fristet til at låse dig inde i jeres “innovationslokale” og håbe på, at der opstår et Eureka-øjeblik, hvor du pludselig indser, hvordan kunstig intelligens kan gøre en forskel for jeres forretning.

Lad være med det.

Der er langt mellem Eureka-øjeblikkene, især i dertil indrettede lokaler. I stedet bør du gøre to ting:

For det første skal du finde ud af, hvilke overvejelser dine kunder gør sig, når de køber dit produkt. Undersøg, hvordan de bruger produktet. Overvej, om der er nogle særlige retter eller situationer i, som dit produkt indgår i. Det er nemlig i de små mikromomenter, du måske finder dit Eureka-moment og kan gøre dine kunders liv lettere og sjovere.

For det andet skal få styr på dine data. Kunstig intelligens er datakrævende, så det er en absolut forudsætning, at du har grundlaget i orden. Det kan både være dine egne produktdata, udvalgte data om dine kunder og formentligt også de opskrifter, som dine produkter indgår i, for blot at nævne nogle af de mest oplagte datakilder.

“Nu har jeg fået styr på vores data og fundet nogle oplagte mikromenter. NU må jeg vel gerne gå i innovationslokalet?”, spørger du så. Nej, innovationslokaler er stadig en håbløs opfindelse.

Gå en tur i den friske vinterluft i stedet. Eller overvej at ringe til os. Vi har efterhånden en del erfaring med både data og kunstig intelligens. Og så elsker vi at hjælpe med at afdække nye muligheder, der kan være med til at bringe de hypede teknologier ned på jorden, hvor vi dødelige færdes. Ring til Kristoffer på 22 49 83 39, hvis du vil snakke videre.