Digital trend: Fremtiden får et fysisk lag

Digital trend: Fremtiden får et fysisk lag

11. september 2017

Digitale aktører som Buzzfeed, Amazon og Facebook er begyndt at udvikle fysiske produkter, som supplerer deres digitale tilbud. I kampen om at levere de bedste kundeoplevelser bliver der nemlig ikke skelnet mellem online og offline.


I mange år har vi prædiket, at det er alfa og omega for brands at have en digital tilstedeværelse, som kan supplere det fysiske produkt. Det, mener vi, er sådan set stadig på sin plads, men vi har også øjnene skarpt fokuseret på en ny tendens; At flere digitale brands skaber fysiske produkter til at supplere det digitale univers.

Dét er nemlig noget, der bringer smil frem på vores customer experience-hyldende læber, for intelligente produkter og Internet of Things har for alvor gjort, at innovationen nu flyder begge veje.

Der kan være mange årsager til, at digitale spillere skaber fysiske produkter, men vi vil fokusere på den tendens, hvor produktet gør de digitale oplevelser bedre. Det er nemlig et stærkt kort at have på hånden i kampen om differentiering, loyalitet og overbevisende oplevelser.

Appetitvækkerne 

Mad-medierne Buzzfeed Tasty og Tastemade har begge tappet ind i et marked for forslugne millenials, hvor især de korte SoMe-videoer med simple retter har fået en solid plads i ungdommens efterhånden forkalkede hjerter. Og begge medier tilbyder produkter, der supplerer det digitale indhold, som hidtil har været kerneforretningen.

Tastemade tilbyder blandt andet sit digitale content i en analog og personlig udgave. Du kan nemlig lave din egen Tastemade-kogebog, hvor du selv udvælger 50 opskrifter, som så bliver trykt i en flot kogebog, du nonchalant kan have liggende på stuebordet.

Buzzfeed Tasty er til gengæld gået lidt mere ambitiøst til værks, når det gælder om at skabe fysiske produkter, der løfter det digitale content. Der er nemlig investeret heftigt i R&D, og mediet har endda startet afdelingen Buzzfeed Product Lab. Den første store lancering er det smarte blus, Tasty One Top.

Blusset, som både er pænt og instagrammable, er også intelligent, og via bluetooth får det adgang til opskriften og indstiller temperaturen derefter. Tasty One Top er et veludtænkt samspil med opskrifterne, som også henvender sig til det madglade, men ikke så køkkendygtige, publikum. Og mon ikke de vælger Buzzfeeds content fremover, når det nu er tilpasset blusset?

Fælles for de to mad-mediers produkter er, at de med fysiske produkter løfter brugeroplevelsen på det digitale indhold, som egentlig er levebrødet i forretningen.

Selfie-tech skal redde Snapchat

Mens Snapchats aktiekurs er på en seriøs deroute, prøver det efterhånden pressede medie at markere sig i den fysiske verden. Først lancerede de Spectacle, som var en solbrille med indbygget kamera. Det skabte en del hype, men den reelle anvendelse er begrænset. Ikke desto mindre er det et træk i retningen af at forbedre oplevelsen af det digitale kerneprodukt.

Det samme må siges at gøre sig gældende i forbindelse med opkøbet af den kinesiske dronefabrik, der huserer rygter om i disse dage. At Snapchat har kastet sig ud i produktudvikling, giver god mening, når man ser den konkurrence, mediet er havnet i. Efter et halvår, hvor Facebook ivrigt har ‘ladet sig inspirere’ af Snapchats digitale produkter, er de simpelthen nødt til at tænke nyt for at forbedre brugeroplevelsen, skille sig ud og holde sig relevant for de troløse brugere.

Amazing Amazon 

Vi kommer ikke udenom kæmpen, som breder sig i øst og vest. I denne sammenhæng er det produkter som Amazon Dash-knappen, der er værd at kigge nærmere på. Dash-knappen er, også selvom den ikke er helt ny, et perfekt eksempel på, hvordan et fysisk produkt, der giver en bedre digital kundeoplevelse, støtter op om det digitale kerneprodukt.

For forbrugeren er det uendeligt nemt at bestille varer ved at trykke på knapper, der strategisk sidder i hjemmet ved bleerne, toiletpapiret og på køleskabet. For Amazon betyder det, at konkurrenterne er fjernet, og kunderne slipper for det hårde slip at skulle kigge på en skærm.  Alle vinder! På nær de konkurrenter, som ikke kan følge med kundernes evige behov for convenience, naturligvis.

Facebooks fysiske satsninger 

Facebook er også begyndt at fifle med fysiske produkter. Occulus Rift hører selvfølgelig under Zuckerbergs hus, men måske mere relevant er Facebook Aloha. Det er et Amazon Echo View-lignende apparat, som vel igen er nyeste skud på videotelefoniens efterhånden aldrende stamme. Det giver nemlig god mening at udvikle og skræddersy produkterne selv, når nu Facebook ejer de fleste kanaler, vi snakker med hinanden i. Det er nok heller ikke det sidste, vi ser fra Building 8, som Facebooks ‘hemmelige’ hardware-laboratorie hedder.

Den forunderlige fremtid 

Der er ingen, der siger, at alle skal ud og udvikle stegepander, Dash-buttons eller videotelefoner, men tendensen bør vække opsigt hos virksomheder, der traditionelt set har været digitale.

Det er nemlig ikke nødvendigvis nok at tilbyde de bedste digitale løsninger, hvis dine konkurrenter begynder at smide et fysisk lag ovenpå, og vi har langt fra set det sidste til den tendens.

Udvikler Netflix en smart elpære, som tilpasser belysningen til det, du streamer? Kommer ASOS med en AR-brille, der kan vise, hvordan tøjet ser ud på kroppen? Kommer Airbnb med en idiotsikker vaskemaskine, som selv den mest berusede husgæst kan betjene? Åbner Tinder en café, hvor indretningen eliminerer de akavede pauser? Laver Accuweather en smart paraply, som blinker, når du bør tage den med dig? Det bliver sandsynligvis til fuldt hus i nej’er, men der skal nok komme flere fysiske ting, som gør deres digitale modstykker endnu bedre.

Vi glæder os i hvert fald.