Fra luftige trends til konkrete ideer: en praktisk guide (del 1)
Blogartikel

Fra luftige trends til konkrete ideer: en praktisk guide (del 1)

3. juli 2019

Tilbage i maj sendte vi vores mest betroede trendspotter, Kristoffer Okkels, til en hæsblæsende dag i Amsterdam, hvor han deltog i TrendWatchings ’Future of Experience’-seminar. Han kom tilbage med kufferten proppet med trends og cases, og nu har han kondenseret dem til et forkromet overblik i to dele. Her i første indlæg får du baggrunden for at spotte trends og en indsigt i 10 fundamentale menneskelige behov. I næste indlæg ser vi på 11 aktuelle trends og giver en introduktion til, hvordan man veksler smartlydende trends til brugbare ideer.

 

Jeg læste på et tidspunkt et interview, hvor en lettere højrøvet kulturtype fik et spørgsmål om, hvem han så op til. Han svarede noget i stil med, at ”idolisering er for børn og amatører”.

I det lys erkender jeg nu min amatørisme, da jeg i snart 15 år har set op til og fulgt TrendWatching. Med kontorer i verdens hot-spots (aktuelt i London, Amsterdam, New York, São Paulo, Singapore og Lagos) og et netværk af mere end 1.000 trendspotters er de i mine øjne et af de bedste steder at kigge hen for inspiration.

Jeg har slavisk læst både deres daglige nyhedsbrevsdosis af innovation og deres årlige trendrapporter. Jeg har hyret dem til at tale på vores egne konferencer i Creuna, og nu fik jeg så muligheden for at dykke ned i deres trends og tage del i en dagslang, interaktiv workshop, hvor både trends og innovationsmetoder kom ind under huden.

Fin udsigt fra toppen af ADAM Towers i Amsterdam, der lagde hus til Future of Experiences.

Kig på innovationerne, ikke kunderne

Når man som jeg kommer fra et hus, der helliger det kundecentriske perspektiv, er TrendWatchings metode muligvis en smule kættersk. For i stedet for at tale med kunderne tager TrendWatching udgangspunkt i alle de nye ideer, produkter og services, der hver dag pibler frem som ukrudt over hele jorden.

Men jeg vil påstå, at TrendWatching har fat i den lange ende. For hvis du systematisk spotter nye tiltag, får du nemlig et ret godt redskab til at forudse dine egne kunders kommende forventninger. Alle idéer kan nemlig føres tilbage til at løse en række fundamentale behov, vi som mennesker har brug for at få tilfredsstillet: At føle os trygge. At have det sjovt. At opnå samhørighed. At skabe værdi. Og mange flere.

Og dette kvasi-filosofiske øjeblik er en passende anledning til at præsentere TrendWatchings definition på trends:

Trends emerge as innovators address people’s basic human needs and wants in novel days.

Trends opstår med andre ord, når der kommer nye måder at løse vores store og små behov i hverdagen. Det skaber nemlig nye forventninger. Og pointen er selvfølgelig, at vores alle sammens forventninger ikke bliver formet og forøget af én virksomhed, men af alle de oplevelser, vi gør os.

Apple har sat forventningen til digitale brugergrænseflader og digitale økosystemer. Amazon har sat (og udvider hele tiden) forventningsbarren for eCommerce. Og Tesla og Uber er med til at sætte forventningen til en intelligent og sammenhængende transportoplevelse.

På godt og ondt lever vi i en forventningsøkonomi. Og hvis vi forstår at forudsige forventningerne, er vi kommet et godt stykke hen ad vejen for at forstå, hvad vores kunder kræver i dag, men også hvad de kræver af os i morgen.

Vores forventninger bliver formet af alle vores oplevelser – fra MobilePay og Amazon til Tesla og Singapore Airlines.

10 grundlæggende menneskelige behov

Okay, jeg ved godt, at jeg lige sagde, at vi skal kigge på innovationerne frem for på kunderne. Men for at kunne det, er det vigtigt at have en forståelse for, hvilke behov det er, vi kæmper for at få indfriet. Der er selvsagt mange, men her er ti af de vigtigste set fra et kommercielt perspektiv.

1. Bekvemmelighed

Indrømmet, bekvemmelighed lyder bedre på engelsk (convenience), men pointen er god nok: Alting skal gå hurtigere og nemmere end i går. Præcis derfor ser vi lige nu et boom i tjenester, der leverer alt fra biler til barberblade ’on demand’. Bekvemmelighedsbehovet er også dét, der førte til, at Amazon Prime stillede pakkebokse op på årets Coachella-festival i USA. Det er blot et spørgsmål om tid, før vi ser det på de danske festivalpladser – og i alle mulige andre sammenhænge, hvor der er mange mennesker samlet.

2. Glad, gladere, gladest

Okay. Den her er letkøbt. Men dog stadig vigtig at have med. Vi kan godt lide oplevelser, der får os til at trække på smilebåndet. Og der er i den grad plads til de virksomheder, der sætter en ære i at være den sjove dreng i klassen. Se bare på det amerikanske tøjbrand Ministry of Supply, der for nyligt introducerede intelligente tekstiler, der får dit tøj til at krympe, så det passer perfekt. Det lyder smart, men det er nok mest bare en gimmick, der er designet til at få smilet frem.

3. Selvudvikling

Vi har alle et grundlæggende behov for at forbedre os selv – uanset om det er fysisk eller mentalt. Selvudvikling er derfor ikke just en ny trend, men det er et supergodt eksempel på, hvordan trends flyder sammen, og hvordan f.eks. meditation bliver mainstream, når vores smartphones- og watches pludselig minder os om at tage pauser og trække vejret (eller rejse os og bevæge os lidt).

4. Det handler (altid!) om mig

Tiden er endegyldigt løbet fra massekommunikation. Og ifølge Accenture er 83 % af (amerikanske) forbrugere OK med at afgive data for at få personaliserede oplevelser – i hvert fald så længe virksomhederne er transparente om intentionerne. Det er blandt andet udviklingen inden for ansigtsgenkendelse, der er med til at øge forventningen om relevans i den ”virkelige”, offline verden. I Schipol-lufthavnen i Amsterdam eksperimenterer man for eksempel lige nu med ansigtsgenkendelse til boarding, og på Alibabas nye hotel tjekker du ind og låser værelsesdørene op med samme teknologi.

5. Høj status, godt liv

Lad os bare indrømme det. Og vi tror ikke på dig, hvis du benægter. Vi vil alle sammen gerne føle os lidt specielle og få de der skønne anerkendende nik og klap på skulderen fra familie, venner og kollegaer. Over de sidste 30-40-50 år er opnåelsen af status dog rykket sig fra at handle om mainstream, materielle goder til i stigende grad at handle om det unikke, det sjældne og det autentiske. Og er dét i bund og grund ikke det, som oplevelsesøkonomien handler om?

6. Sociale virkeligheder

Det er tragi-ironisk, at vi aldrig har haft bedre mulighed for at finde og dyrke fællesskaber digitalt, og alligevel ses der er en stigning i ensomhed over hele verden. Ifølge Pew siger 54% af amerikanske teenagere, at de bruger for meget tid på deres telefonen, og her i DK har 18 % af unge mellem 16-24 år et dårligt, mentalt helbred. Det understreger blot, at behovet for samhørighed og fællesskab stadigvæk er et grundlæggende behov, der skal indfries – og her har brands en oplagt mulighed for at hjælpe til.

7. Kommerciel empati

Vi forventer i stigende grad, at brands udviser en forståelse for vores egne såvel som andres behov. Det er ikke nok at lave inkluderende marketing, der bare putter en fin facade op. Hele kundeoplevelsen skal være tro mod den empatiske tilgang. Hvis den ikke er det, kalder kunderne lynhurtigt dit bluff. Det kalder vi lidt kækt for behovet for kommerciel empati.

8. Walk the talk

Kravet om autentiske oplevelser har aldrig været større, og samtidig er det sværere end nogensinde for brands at gemme sig. Skillelinjen mellem, hvad der sker internt og eksternt i virksomheden, er udvisket og godt hjulpet på vej af websites som Glassdoor.com, hvor medarbejdere kan beskrive og vurdere virksomheders evne til at leve op til deres løfter. Lever du op til dine løfter?

9. Noget om helte

Rollemodeller og forbilleder har altid være en del af vores samfund, og helt fra barnsben har vi set op til andre. Men i de senere år har rollemodellerne skiftet både køn og udseende. Fra den klassiske, hvide James Bond-superhelt til T’Challa i Black Panther. Eller fra David Beckham i 90’erne til Colin Kapernick, der blev en rollemodel ikke så meget for sit udseende men for sin politiske aktivisme. Udviklingen er interessant, fordi den siger noget om vores heltebilleder – og det kan du som virksomhed med fordel udnytte.

10. Sæt et positivt aftryk

Vi drømmer alle sammen om at gøre en forskel på den ene eller anden måde, uanset om det er for vores lokalsamfund, miljøet, familien eller for verdens udsatte menneskegrupper. Derfor er der lige nu et enormt fokus på brands evne til at bidrage til at gøre verden til et bedre sted. Et godt eksempel på, hvordan man IKKE sætter et positivt aftryk, er Coca-Cola, PepsiCo og Nestlé. Tilbage i oktober 2018 kom det nemlig frem, at de stod for knapt halvdelen af der plastik, der blev fundet i havene. Det gav naturligt nok en genklang i virksomhederne, som stadig kan høres i dag.

For at undgå at overophede hjernen i sommervarmen har vi delt dette kondenseret, forkromet overblik op i to dele. Nu er nu igennem første del.

Hvis du ikke kan få nok (eller hvis der i stedet for intens sommervarme er stiv kuling og 18 grader), så kan du også kaste dig over del to lige her (det er nu, det bliver rigtig godt).