Hos Creuna elsker vi det digitale i alle afskygninger, og vi bliver helt elektriske, når vi browser internet, der handler om endnu mere internet. Så deler vi links hér, dér og allevegne, og hver anden uge deler vi så vores favoritter med omverdenen. Et destillat af den type links, der sagtens kan forsvares som arbejdsrelevante.
Af redditor /u/BMJ
Elendig UX: En hyldest til håbløst design
Godt opstemt af et dejligt, buzzwordfyldt møde om innovation og revamping tænker du, at nu skal du ud og revolutionere måden, vi gør tingene på. Der er dog ikke altid grund til at genopfinde den dybe, digitale tallerken, for der er jo en god grund til, at den er dyb. Det er denne imponerende samling af idiotiske volumenkontroller et godt eksempel på, selvom flere af dem nu godt kunne være festlige.
Logoers betydning: Da far var dreng, var logoerne noget ved!
Med fare for at hælde benzin på art directornes ego-bål, er der her en god artikel om logoernes evolution og stigende betydning. I dag bruger du nemlig logoerne på en helt anden måde end tidligere, da du nemt og hurtigt skal kunne afkode dem som bitte små ikoner på telefonen, mens du kører bil, snakker med børnene og sidder i møder.
Det må have givet lidt urolig nattesøvn hos supermarkedschefer rundt om på kloden, da det kom frem, at Amazon har købt Whole Foods. Butikkernes centrale placering kan nemlig nemt gå hen og være den brik, der skal til, før logistik-puslespillet for fødevarelevering for alvor går op. Det har vi kloget os lidt på i nedenstående.
Glem alt religion, territorier og politiske overbevisninger. Moderkonflikten er dén, der længe har raset i programmørkredse. Vi taler naturligvis om tabulator-overfor-mellemrumstast-striden, og nu viser det sig gudhjælpemig, at space-skiderikkerne tjener godt 100.000 kroner mere årligt end tab-taberne. Det er svært at forestille sig, at tab vs. space-krigen slutter, før robotterne har afløst udviklerne.
Mad møder møbler og marketing: Kogebogen til dig, der elsker at samle IKEA-møbler
Ikea-madlavningsark. Er det galt eller genialt? Det spørgsmål melder sig med canadisk IKEAs ønske om at hjælpe dårlige kokke i gang med kreativ madlavning. Hvordan, spørger du? Med en brugsvejledning, naturligvis, for intet skriger kreativitet som at lægge sine ingredienser sirligt og omstændeligt ud på madpapir og så derefter folde og bage skidtet. Så må man efterfølgende aftale, hvem der får rejen med peber, og hvem der får den med hvidløg. Hvis idéen blev serveret i ‘Løvens Hule’, ville den blive udråbt som tosset nonsens, men nu er det jo Ingvar Kamprads succesrige møbelkolos, der har udtænkt kombinerede koge- og malebøger, og så er det vel genialt? I hvert fald genialt nok til at vinde guld til Cannes Lions.
Face recognition: I Kina ser de rødt, når du går over for rødt
Der er fart på ansigtsgenkendelsessoftwarebranchen (pyh) i Kina i disse dage. Først kom kinesisk KFC med teknologi, som kunne gætte, at du nok ville have en form for kylling, hvis du kiggede forbi. Nu er regeringen i fire kinesiske provinser så tyet til samme metoder for at udskamme de utålmodige, der passerer gaden for rødt. 20 minutter efter forseelsen bliver fumlegængerens billede, navn og hjemadresse nemlig vist på en skærm ved fodgængerfeltet, ligesom der vanker en bøde i størrelsesordenen US $ 3.
Machine Learning: I need I need your your job job, your your salary and and your motorcycle
“Haha, sikke noget vrøvl, skulle de kunne stjæle mit arbejde?,” sidder vi og griner, mens vi beundrer det ævl, to facebookrobotter udveksler med hinanden. Smilene stivner dog lidt, når vi kommer til afsnittet, hvor Machine Learning har udstyret robotterne til evnen at forhandle, ja, endda narre sin modpart med teknikker, man ellers kender fra markeder ved Middelhavet.
Jannik er journalist, og han er ansat til at sætte ord på de fortrinligheder, vi render rundt i til daglig i Creuna. Jannik er også ansat til at luge lidt ud i fagsprog og buzzwords, når vi bliver for indforståede.